Menu

Opstart af træning på SB’s anlæg

image
08. maj 2020 kl. 13:59
Jfr. regeringens udmeldinger og retningslinjer, kan vi heldigvis igen genoptage fodboldtræningen, til trods for at det i en periode bliver under særlige omstændigheder, regler og retningslinjer.

Vi har i bestyrelsen udarbejdet en plan for opstarten sammen med et sæt regler og retningslinjer, baseret på DBU’s protokol for dansk fodbold, som til hver en tid skal overholdes af alle som opholder sig på klubbens anlæg.

Ved alle træninger vil der være en repræsentant fra bestyrelsen til stede, som er øverste ansvarlige for, at alle regler og retningslinjer overholdes således, at vi sikrer alle medlemmer imod unødig smitterisiko samt, at vi til hver en tid overholder de af myndighederne udstukne retningslinjer, vejledninger og anbefalinger. Henstillinger fra den øverste ansvarlige skal altid følges og ved overtrædelse af dette, er den øverste ansvarlige berettiget til at bortvise pågældende fra SB’s anlæg.

Alle klubbens ledere, trænere og hjælpere er instrueret i vores regler og retningslinjer og er ansvarlige for, at deres eget hold til hver en tid overholder alle regler og retningslinjer under træningen.

Det skal være sjovt at spille fodbold, også i Corona tiden. Vi er nødt til at overholde ALLE reglerne hvis vi skal have åbent. Vi ved det bliver en anderledes og mærkelig opstart i forhold til det vi er vant til. Klubbens trænere løfter en kæmpe opgave for at vi kan komme i gang nu, hvor vi langt om længe har fået lov. Forhåbentlig er der ikke længe til vi får lov at spille fodbold som vi kender det. Indtil da må vi have tålmodighed og afvente hvad der sker og spille efter de regler som er sat op for os.

I bestyrelsen glæder vi os over igen at kunne tilbyde vores medlemmer at komme ud og træne samt ikke mindst til at vi igen får liv på vores skønne anlæg.

Rigtig god træning til alle og husk at vi skal stå sammen – hver for sig

Med sportslig hilsen

Bestyrelsen i SB

 


Regler og retningslinjer

Følgende regler og retningslinjer er til enhver tid gældende både før, under og efter træning på SB’s anlæg:

  • Du skal møde omklædt til træning – Kom 5 minutter før, men ikke mere
  • Efter træning går turen hjem igen – Desværre må vi ikke hygge i klubben
  • Afstand min. 2 meter – Også når du ankommer til klubben.
  • Gå direkte til dit hold. – Vi er her for at hjælpe dig på rette vej
  • Bliv på dit hold – Under HELE træningen
  • Afstand på 2 meter gælder også under træning
  • Brug KUN fødderne – Du må ikke bruge hovedstød, bryst eller hænder
  • Er du Målmand? – Du SKAL bruge dine egne handsker der skal afsprittes før og efter træning
  • Kun 1 må gå i boldrummet – jeres træner ved hvem
  • 1 bold til 1 spiller – Bolden bliver vasket efter hver træning af en person
  • Hav vand med hjemmefra – Vi må ikke bruge klubbens vandflasker
  • Tis af hjemmefra – klubben vil have 1 toilet åbnet til ”nødstilfælde”
  • Kom ikke til træning hvis du er syg

I øvrigt henvises til DBU’s protokol for ”Fodboldens corona-regler

 


Træningstider og placering

Alle hold er blevet tildelt en træningstid, hver tirsdag og torsadg, sammen med et område på anlægget.

Forældre/tilskuer har INGEN adgang på anlægget, med undtagelse af én forælder/kontaktperson til hvert barn som deltager på klubbens Pode hold. Alle andre børn som deltager, skal kunne deltage på egen hånd.

Det er vigtigt at alle spillere sættes af i afsætningsområder, hvorefter de går til modtagelsen. Herfra bliver de anvist hvor de skal være, samt henvist til håndvask inden de går til det udpegede træningsområde på anlægget.

Spillere som ikke følger retningslinjerne og/eller trænerens anvisninger, vil i yderste konsekvens kunne blive bortvist fra træning.

Se alle træningstider for de enkelte hold på linket her

 


Luk