Aktivitetsudvalg
I aktivitetsudvalget har vi ansvaret for koordinering, planlægning og gennemførsel af alle klubbens arrangementer, lige fra de mindste sociale hold aktiviteter til de større årlige stævner m.v.
Da vi i klubben ønsker at der skal gøres mere ud af de sociale arrangementer, har vi brug for ekstra kræfter til at hjælpe til med planlægning af de aktiviteter som der skal gennemføres i løbet af fodboldsæsonen.
Vi søger derfor en 6-10 frivillige som kan og vil gå med i udvalgsarbejdet, og hjælpe os med planlægningen af diverse aktiviteter til glæde for alle klubbens medlemmer. Vi forestiller os, at vi i udvalget opdeles på forskellige områder, så et par stykker får ansvaret for sodavandsdiskotekerne, et par stykker på Sommer & Sjov Cup osv. På den måde bliver opgaven overkommelig både med hensyn til tid og ressourcer.
Det betyder intet om du i dag er en aktiv del af klubben, om du har børn eller børnebørn der spiller eller om du selv spiller fodbold. Bare du har lysten til at være en del af fællesskabet, og gøre en indsats til stor glæde for vores mange medlemmer.
Selvom man er en del af planlægningen, så er det ikke ensbetydende med at man har nogen opgaver til selve arrangementet, så man er ikke selvskreven til at skulle deltage ved gennemførslen. Vi vil rigtig gerne derhen hvor, at dem som har været en del af planlægning af en aktivitet, ikke nødvendigvis er nødsaget til at skulle deltage ved selve gennemførslen men blot kan sætte sig tilbage og se arrangementet blive en succes.
Vi, og ikke mindst alle vores medlemmer (små som store), har brug for dig. Så ring eller skriv nu til formanden for udvalget for at høre nærmere, og for en snak om hvad du har tid og lyst til at bidrage med. Du kan også bare sende en mail til aktiviteter@sb-boldklub.dk med dit navn og telefon nummer, og så vil vi kontakte dig.
Ansvarsområder:
- Aktivitetsudvikling
- Sociale arrangementer
- herunder sodavandsdiskotek, afslutninger, sociale hold & klub arrangementer, Sommer & Sjov Cup m.v.
- Sportslige arrangementer
- herunder ungdomsture, træningslejre, stubbekøbing Cup (XL P. W. Wulff Cup) m.v.
- Lokalsamfund
- herunder MC åbning, gågade arrangementer, opsætning af julelys m.v.