Menu

Vedtægter

for

Stubbekøbing Boldklub


§1

Foreningens navn er Stubbekøbing Boldklub. Foreningens hjemsted er Guldborgsund kommune.

§2

Foreningens formål er at dyrke fodbold, men andre idrætsgrene kan dog optages.

§3

Foreningen skal være medlem af DBU Lolland Falster under DBU og DIF.

§4

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.  Ordinær generalforsamling skal afholdes en gang om året inden udgangen af februar måned.  Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel, skriftligt til hvert medlem. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed.  Stemmeret har den siddende bestyrelse samt alle medlemmer der er fyldt 16 år, som ikke er i kontingentrestance, og stemmeretten kan kun udøves ved personligt fremmøde. For medlemmer under 16 år kan forælder/værge udøve stemmeret, forudsat medlemmet ikke er i kontingentrestance. Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens stemmeberettigede medlemmer, æresmedlemmer, forælder/værge til medlemmer under 16 år samt de af bestyrelsen særligt indbudte gæster. Medlemmer under 18 år kan ikke vælges til foreningens bestyrelse.  Ændring i nærværende vedtægter kan dog kun ske med 2/3-dels flertal af fremmødte.

§5

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:

1. Valg af dirigent

2. Formandens beretning

3. Udvalgenes beretning

4. Økonomi

5. Fastsættelse af kontingent

6. Behandling af indkomne forslag

7. Valg af formand (ulige år) / kasserer (lige år)

8. Valg af bestyrelsesmedlemmer

9. Valg af bestyrelsessuppleant

10. Valg af revisor

11. Eventuelt 

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt være bestyrelsen i hænde, senest 8 dage forud for generalforsamlingen.

§6

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes:

1. Såfremt et flertal i bestyrelsen finder anledning dertil 

2. Når ¼ af medlemmerne skriftlig over for formanden fremsætter krav herom med angivelse af dagsorden.

3. Såfremt formand eller kasserer udtræder af bestyrelsen i utide.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes senest 1 måned efter den under stk. 2 eller stk. 3 opståede situation, og skal indkaldes som ordinær generalforsamling, dog med angivelse af dagsorden.

§7

Klubbens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på 7 personer, bestående af en formand, en kasserer og 5 øvrige bestyrelsesmedlemmer, valgt af generalforsamlingen i henhold til §5. Formanden og kassereren kan ikke være på valg samtidig. Bestyrelsen konstituerer sig, efter hver ordinær generalforsamling og udarbejder sin egen forretningsorden.  Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling for to år af gangen. I ulige år vælges en formand og 2 bestyrelsesmedlemmer og i lige år vælges en kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer. Udtræder et bestyrelsesmedlem i utide, kan bestyrelsen supplere sig selv indtil næste ordinære generalforsamling. Udtræder formanden eller kassereren i utide, skal der straks indkaldes til ekstraordinær generalforsamling for valg af en ny formand og/eller kasserer. Endvidere skal foreningen have 2 revisorer, hvor en er på valg hvert år, samt en bestyrelsessuppleant som vælges for 1 år af gangen.

§8

Regnskabsåret følger kalenderåret.

§9

Foreningen tegnes af formanden eller kassereren, i forening med et bestyrelsesmedlem. Hvis kassereren er valgt uden for bestyrelsen kan denne gives fuldmagt fra bestyrelsen, der gives for et år af gangen. Ved afhændelse og pantsætning af foreningens aktiver, væsentlige køb på kredit, optagelse af lån eller påtagelse af særligt byrdefulde forpligtelser, tegnes klubben af den samlede bestyrelse.

§10

Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til bestyrelsen. Kontingentrestance kan medføre eksklusion af foreningen efter bestyrelsens skøn og vil kun medføre ret til genindmeldelse, når restancen er berigtiget og udlignet.

§11

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en dertil indkaldt generalforsamling, hvor mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede og hvor mindst ¾ af de mødte stemmer derfor. Er et tilstrækkeligt antal medlemmer ikke til stede, indkaldes en ny generalforsamling med 8 dages varsel, hvor bestemmelsen tages med ovennævnte flertal uanset antallet af de tilstedeværende medlemmer. I tilfælde af foreningens opløsning skal foreningens ejendele efter generalforsamlingens beslutning tilfalde en klub eller anden institution til fremme af idrættens udvikling i Stubbekøbing. Hvis et sådant organ ikke findes, skal den eventuelle formue tilfalde DBU Lolland Falster.

 

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling.

Stubbekøbing, den 26. februar 2016

sign. Teddy Hansen

Formand

Luk